A PAINTER OF OUR TIME

Lene Berg 
Steffen Jørgensen
Chris Evans
Eirik Sæther
Bertel Thorvaldsen
Nina Simone
Sune Lund-Sørensen

Curated by
Rhea Dall and Mathias Kryger 
in collaboration with
IFB and The Lake Radio.

keywords: Congress for Cultural Freedom - CIA - Entartete Kunst - Masterpieces of the 20th century - Wheel of Fortune - Perspektiv - TV2 and What did Jørgen Schleimann do in Congo?

Rul ned for dansk

A PAINTER OF OUR TIME

1. Free is a Four Letter Word – Ser på de internationale forholdbag fænomenet Congress for Cultural Freedom(CCF). Hvad var CCF? Hvorfor støttede CIA denne kulturorganisation? Og hvad betød kampen om vores bløde hjernerog hjerter?
Interview med kunsthistoriker og kurator Lars Bang Larsen om hans perspektiver på kunstens akser mellem Europa og USA efter Anden Verdenskrig.



2. The Danish Connection – Vender blikket mod Danmark. Hvad skete der her?
Var CCF og dermed CIA involveret i danske forhold? Kapitlet har fokus på det danske tidsskrift Perspektiv, som modtog mangeårig støtte fraCCF i efterkrigstiden–og på historiker og koldkrigsforsker Dino Knudsens udlægning af sagen



3. Wheels of Fortune – Kulturkampen sluttede ikke inde i et litterært tidsskrift, men flyttede ind i tv-apparatet. I Danmark ændrede mediebilledet sig radikalt med TV2, som opdragede seerne til at blive forbrugere.Kapitlet følgerJørgen Schleimann, som er en af de vigtigste aktører for CCF i Skandinavien fra det elitære kulturtidskrift Perspektiv i 1960erne til den nye kamp om masserneskultur og konsum i 1980erne,og hvordan TV2 med Schleimann ved roret skabte nye idéer om Lykkehjulets frie forbrugsfest.



4. A Trojan Horse or Just a Troll on a Horse – hvordan masseres vores hjerner og hjerter idag? Hvor udspiller kulturkampen sig nu? Og er kunsten fri? I det afsluttende kapitel spørges til nye former forblød indflydelse på vores frie kultur: algoritmer, ekkokamre og diffuse magtformer via storkapital–hvem styrer kulturens retning i dag, og hvorfor snakker vi stadig om frihed og abstraktion i kunsten?



Institut Funder Bakke programmet 2020 
er generøst støttet af:

Fonden af 20. december
Bikuben Fonden
Knud Højgaards Fond
Augustinus Fonden
Statens Kunstfond

I den britiske kunstner Chris Evans’ værk The Freedom of Negative Expression looper en 90-sekunders trailer for en (mulig) film, endeløst.

Værket bygger på en faktisk korrespondance og et enkelt møde mellem Evans selv og kunstneren Gillian Wise (1936–2020), som var medlem af de britiske konstruktivister – en kunstgruppe, der var aktive mod slutningen af 1950erne og op gennem 1960erne.

Wise var kendt for sin kompromisløse kritik af måden, hvorpå man i Vesten i efterkrigsårene misbrugte kunsten til at styrke det kapitalistiske system som den gældende status quo. I et brev til Evans beskriver Wise blandt andet, hvordan det amerikanske kulturlandskab–fra midten af det 20. århundredeog frem–i stor grad blev skabt gennem institutionel bestikkelse, for eksempel via CIA, og, mener Wise, hvordan den britiske kunstverden var involveret i dette spil.

Traileren er forbundet med et længere manuskript–skabt af Evans sammen med kuratorerne og skribenterne Will Bradley og Tirdad Zolghadr. I teksten fabuleres over Gillian Wises persona, idet hun (fiktivt) diskuterer sine holdninger med en ung, velstående mandlig kunstner, der lidt flot omtaler sig selv som en nihilist.

Evans’ værk gengiver dele af en telefonsamtale med Wise. En atmosfære af politisk paranoia opstår, da Wise og den unge mand snakker om det ”frie”potentiale, som ligger i negativitet – dvs. friheden ved decideret ikke at skabe noget – og muligheden for at lave et værk, der kritisk spejler sin (kapitalistiske) kontekst (af stadigt øget produktion) via sin egen (manglende) produktion. Dette spørgsmål om produktiv frihed via ophør af produktion genspejler Evans i selve dét kun at lave traileren–men aldrig selve filmen.

Perspektiv var et bredt orienteret kulturtidsskrift som Hans Reitzels Forlagudgav fra 1953 til 1969. I 1956 blev den danske anti-kommunistiske organisation, Selskabet for Frihed og Kultur, medudgiver af Perspektiv.

Selskabet for Frihed og Kultur var en lokal lillebror til Congress for Cultural Freedom(CCF).  Den danske organisation blev etableret af en række tidligere modstandsfolk og havde, ud over båndene til CCF, sin egen, indirekte relation til CIA via organisationens grundlægger Arne Sejrs ulovligeefterretnings-tjeneste kaldet Firmaet, som var med til at afsløre interne stridigheder i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) gennem ulovlige aflytninger i slutningenaf 1950erne. Afsløringerne var med til at forårsage partiets sprængning og dannelsen af Socialistisk Folkeparti (SF).

For Perspektiv gjorde støtten fra Selskabet for Frihed og Kultur det muligt at sænke udsalgsprisen; en støtte som senere blev fortsat af CCF, da Selskabet for Frihed og Kultur gik i opløsning. Tidskriftets blanding af kritik, litteratur, kunst, polemik og internationale artikler opnåede et oplag på 3000 til 4000, hvilket gjorde det til en væsentlig kulturel stemme ved siden af blandt andet det samtidige, mere venstreorienterede tidsskrift Vindrosen.

Fra 1956 cirkulerede tidsskriftet artikler fra andre CCF-magasiner af CCFs kernebidragsydere så som Arthur Schlesinger, Robert Oppenheimer og ArthurKoestler. Selv om CCF og dets aktiviteter sjældent blev nævnt direkte, kommenterede Perspektivs lederartikler jævnligt den danske kulturelle og politiske debat og havde generelt en liberal, pro-amerikansk retorik. Blandt andre eksempler latterliggøres billedkunstneren Jørgen Nashs kommunistiske holdninger i redaktionens kommentar i september-nummeret fra 1960; og i et nummer fra 1957 hænges en ny bog, som kritiserer amerikansk massekultur og litteratur, udsom hyklerisk af kritiker Hans Jørgen Lembourn; ligesom USA opskrives som ny ledestjerne for kunsten (fremfor Paris) i en længere analyse af nutidens kunstnere i en udgave af Perspektiv fra 1961

Den lille pamflet Race and Colour: an account of the conference er en kortfattet opsummering af konferencen. Publikationen beskriver, hvordan seminarets omkring 30 eksperter–med blik fra sociologi, psykiatri, historie og antropologi til samfundsvidenskab og økonomi–i deres taler analyseredespørgsmål om konflikt og strid i forhold til race, rettigheder og gruppeidentitet.
Af pamfletten fremgår det, at visse af talerne tydeliggør, at ”colour” ikke kan opfattes som en monokulturel eller fælles identitet, og det er tydeligt hvorledes spørgsmål om inklusion og assimilation skabte stor debat.

Konferencen og debatten kan i dag læses i forlængelse af CCFs ønske om at skabe et billede af USA som en progressiv, liberal og nytænkende kraft iforhold til spørgsmålet om farve, race og etnicitet, trods det hårde faktum at borgerrettighedskampen i USA samtidig var på sit højeste. Faktisk brød de voldsomme uroligheder, Watts Riots, ud i Watts (en sort bydel af Los Angeles), som svar på politi diskrimination og race segregering, cirka en måned førkonferencen fandt sted København. Blandt talerne på konferencen var Esekiel (Es’kia) Mphahlele, som i enovergang ledede CCFs indsats og programmer i de afrikanske lande; Talcot Parsons, sociologi professor ved Harvard University; E.R. Braithwaite, en britisk-guyansk skribent; og Edward Shils, som var leder af komiteen for ”Social Thought” på Chicagos Universitet og en del af CCF

Den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) rejste i år 1797,kort tid efter endtuddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi,til Rom hvor han, på trods af utallige opfordringer fra den danske kongemagtom at vende tilbage,blevde næste40 år. I RomvarThorvaldsenencentraldel af kunstlivet,oghandeltog aktivti datidens store diskussioner om friedemokratier og republikanske omvæltninger.

Godt tyve årinden Thorvaldsens ankomst til Italien, i 1776, underskrev repræsentanter for de britiske kolonier Den amerikanske uafhængigheds-erklæring, og de engelske kolonier i Nordamerika erklærede sig herefter som frie og uafhængige stater.

I 1805 var amerikanerne tæt på–via den italienske læge og våbenhandler, Filippo Mezzi, som var Thomas Jeffersons personlige ven–at bestille en friheds gudinde hos Thorvaldsen, som skulle udsmykke den nyligt indviede regeringsbygning Capitoli Washington. Projektet blev imidlertid opgivet på grund af den høje pris, som Thorvaldsen tog for sit arbejde.

Tegningen her er for-og bagside af det, man formoder kunne være et Thorvaldsens udkast til en Frihedsgudinde. På tegningens forside ses den stående gudinde, som på hovedet bærer en frygisk hue (en hovedbeklædning,som i Romerriget blev overrakt slaver ved frigivelse, og som ofte blev benyttet som frihedssymbol bl.a. af Cæsars mordere, ligesom jakobinerne brugte den som symbol under Den Franske Revolution).  På den sokkellignende struktur ved figurens højre side ses en fugl, som synes at rejse sig fra en sky af støv og røg. Bagsiden af tegningen viser et løst rids af en triumfbue eller en port og to karikatur-tegninger i forgrunden. Thorvaldsenforskningen spekulerer i, om manden forrest i billedeter et portræt af Filippo Mezzi.

Thorvaldsen er interessant i den længere historie om kunstens frihed og ufrihed og et eksempel på en kunstner for hvem, forestillingen om den kunstneriske og politiske frihed var totalt sammenslynget. Klart er det, at de demokratiske forestillinger om friheden–i kunsten som i samfundet–som fandtes på Thorvaldsens tid langt fra inkluderede alle i en politisk og  kunstnerisk virkelighed, der dengang som nu er betinget af økonomiske, nationale og identitetspolitiske forhold.

Danish Symphony var det allerførste program vist på TV2, da tv-kanalen begyndte at sende officielt den 1. oktober 1988.

Med sine hurtige klip og med den danske komponist Fuzzys jazzede musik, som animerer de hastige spring, er filmen en både romantisk og uhøjtidelig besyngelse af nationen Danmark i lyd og billede: Fra overflyvnings optagelser af mark og strand til billeder af bylivets borgere på cykel og i bus; fra arbejdslivets gamle traditioner til nye højteknologiske erhverv. I denne blanding af landbrugsproduktionen af dyr over fabriksproduktionen af pølser og øl og videre til fritidslivet, kongehuset, kunsten og dansk modernistisk design viser filmen en modstandsløs, monokulturel og let version af dét samfund, som TV2 nu skulle blive en væsentlig stemme i–og være med til atskabe et nyt billede af.

Det var mediemanden Jørgen Schleimann (1929-2016), som var TV2s første direktør. Schleimann var udannet bibliotekar og var i en årrække ansat i Congress for Cultural Freedom (CCF)–først tilknyttet CCFs hovedkvarter i Paris og senere som leder af CCFs skandinaviske fraktion – indtil organisationen opløstes efter New York Times afslørede tilknytningen til CIA i 1966. Schleimann var endvidere fra 1964 til 1969 chefredaktør for tidsskriftet Perspektiv, der i en periode var delvist finansieret af CCF.

Kanalen TV2 var i de første år både finansieret af licensmidler og af reklameindtægter, og Danish Symphony er – kan man se efter rulleteksterne –produceret af Nordisk Film Commercial for Handelsbanken. Filmen kan derfor anskues som en reklamefilm ikke blot for TV2 eller for Danmark, men for hvad en reklamefilm i det hele taget er eller kan være: Velproduceret, skæg, sexet, smuk, stemningsfuld og først og fremmest effektivt kommunikerende sit kommercielle budskab om kapitalismens glade og – set fra et liberaltperspektiv – helt ”frie” købere af alskens produkter. Danish Symphony er således ikke ulig programmet Lykkehjulet, som TV2 ligeledes sendte fra den første dag og som, om noget, var et program, der måske først og fremmest groomede seerne til at blive effektive og dygtige forbrugere, ved at invitere med til at lege inde i studiet, og vise, at verden er fuld af tabere og vindere – og at lykken er at købe for 450 kr. en plaid, og for 3200 kr. en cykel og for resten en pakke medfyldte chokolader

Eirik Sæther                                                    Innestemme, 2015
Video (filmet 2008), lyd, 3:41 min.

Den norske kunstner Eirik Sæthers værk Innestemmeer optaget i kunstnerens atelier, mens han gik på Kunstakademiet i Oslo. De hemmelige optagelser, som Sæther har lavet med skjult kamera, viser, hvordan skolens sikkerhedsvagter undersøger en trækasse på kunstnerens atelier på Kunstakademiet, mens den ene vagt fortæller, at han tidligere har opdaget, at kunstneren har brugt kassen som skjulested og mulig soveplads efter skolens lukketid. Sæther havde placeret objekter på kassens låg, en vase med blomster blandt andet, for at gennemføre den perfekte camouflage. Videoens titel, Innestemme, peger på ”de voksnes” regler for børn, som leger indenfor og derfor skal holde lydniveauet nede, altså tale med ”indestemme”. Titlen skaber en parallel til, hvorledes det skjulte kamera i Sæthers lille film afslører den brutale håndhævelse af en række af de regler, som en institution (selv et Kunstakademi for den såkaldte ”frie” kunst) skaber,og som institutionen øjensynligt er klar til at gennemføre med Securitas og ordensmagt. I værket vender kunstneren blikket om og anvender overvågningens kontrollerende logik mod institutionen selv

Steffen Jørgensen (1940-2015) var en dansk maler og grafiker som arbejdedemed matematiske og geometriske systemer af punkter og linjer,som han selv benævnte konfigurationer, hvilket i en række værker resulterede i abstrakte billeder med sorte punkter og linjer på en sølvfarvet baggrund.

Myten om Jørgensen er, at han i mange år var den eneste danske kunstnersom var repræsenteret på Museum of Modern Art(MoMA) i New York. Han solgte efter sigende alle 25 værker fra sin debut i denne kunstens pulserende metropol.

MoMA var i mange år epicentret for den abstrakte kunst som Congress ForCultural Freedom støttede som modpol til den sovjetiske (læs «ufrie») typisk figurative kunst. Abstraktionen og dennes søgen efter noget ophøjet elle råndsligt frit kunne med lethed opstilles som modbillede til et mere fortællende og agiterende udtryk.

Steffen Jørgensen var privat ven med den danske kunstner og grafiker Kai Führer i hvis forhenværende atelier Institut Funder Bakke befinder sig.
Et af Jørgensens sølvfarvede malerier var i mange år i Führers eje

Den amerikanske komponist og musiker Nina Simone indspillede i 1967 sangen I wish i knew how it would feel to be free. Sangen er skrevet af Billy Taylor and Dick Dallas i 1963 og blev en hymne under borgerrettighedskampene i 1960ernes USA.

I sangen synger Simone:

I wish you could know
What it means to be me
Then you'd see and agree
That every man should be free

Linjerne peger på kolonitidens slavegørelse og brutale overgrebshistorie og på den fortsatte racistiske ulighed i det amerikanske samfund og er et ekko af en af lederne i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, Fannie Lou Hamers,ord: ”Nobody's free until everybody's free”.

Nina Simone rejste i december 1961 til Lagos i Nigeria sammen med en langrække andre berømte amerikanske kulturpersonligheder (såsom forfatteren Langston Hughes og pianist og komponist Randy Weston) for at deltage i en festival organiseret af American Society of African Culture (AMSAC) i et fremstød, der skulle styrke afroamerikanske og afrikanske forbindelser.

AMSAC var en organisation af afroamerikanske forfattere, kunstnere og intellektuelle, grundlagt i juni 1957 som en underafdeling af det franske Société Africaine de Culture (SAC) og som del af en global indsats for at fremme samhørighed mellem Afrikas borgere og borgere fra den afrikanske diaspora. I 1967 blev det afsløret, at AMSAC, som organisation, hemmeligtblevfinansieret af CIA, og at rejsen i 1961 således var fuldtbetaltafdenamerikanske efterretningstjeneste. AMSAC ophørte med at eksistere i 1969.

Den amerikanske regerings interesse i at støtte AMSAC kan spekulativt siges at have flere årsager. Blandt andet bevægede både Nordamerikanske grupper ligesom politiske grupperinger på det afrikanske kontinent sig under den kolde krig i en kommunistisk retning. Den amerikanske regering var derfor interesseret i at massere og påvirke diskussionen om dekolonisering og sortes borgerrettigheder i en tydeligt mere antikommunistisk retning, da der fra flere kanter var optræk til at gå over til ”fjenden” dvs. kommunismen.

Norske Lene Berg er – ved siden af en lang række historikere – en af de eneste billedkunstnere, som direkte har beskæftiget sig med, hvorledes den amerikanske efterretningstjeneste CIA i de tidlige koldkrigsår notorisk arbejdede for, at intellektuelle og kulturelle personligheder i allierede og neutrale lande ikke, ideologisk set, bevægede sig mod kommunismen–noget, som siden har skabt både æstetisk og politisk debat.

En stor del af dette arbejde blev foretaget gennem paraplyorganisationen Congress for Cultural Freedom (CCF), grundlagt i Vestberlin i 1950.
En organisation som i en årrække i 1950erne og 1960erne sponsorerede en lang række magasiner og konferencer såvel som intellektuelle lobby grupper og kunstneriske projekter over hele verden, også i Skandinavien, og som blev drevet fra Paris af Michael Josselson, hvis direkte kobling til CIA blev afsløret i 1966, hvorefter CCF i 1967 opløstes i sin daværende form.

I Bergs film Mannen i bakgrunnen fortælles om Michael Josselsons bedrag. I filmen krydsklippes mellem Josselsons private super-8-opptagelser fra sin tid som leder af CCF og et interview Berg lavede med hans enke Diana fra 2000-tallet, hvor Diana, 50 år senere, beretter åbent om Michaels og hendes dobbeltspil som hemmeligt aktører for CIA. I rollen som direktør for CCF rekrutterede Josselson tidligere kommunistiske intellektuelle (André Malraux, Andre Gide, Raymond Aron, Bertrand Russell og andre) til–i ytringsfrihedens navn–at lede en ideologisk kamp i Europa mod indflydelsen fra marxistiske ideer og at tegne et billede af Sovjet og den sovjetiske kunst og kultur som ufri